Kan du smile gennem billetlugen, og du er god til at betjene gæsterne, så er et job i billetlugen noget for dig. Her møder du en masse familier, som er på vej ind til en sjov dag i WOW PARK. Vi har besøg af både danske og udenlandske gæster, (f.eks. kommer der mange tyskere i WOW PARK Skjern), så hvis du er glad for sprog – ikke mindst tysk, er det en fordel, når du har vagt i billetlugen. Inden gæsterne forlader parken, tilbyder vi dem at opgradere deres billet til et årskort, så de får endnu flere gode oplevelser, så det bliver også en af dine opgaver.
Når gæsterne er meget aktive rundt i parkens mange aktiviteter, bliver de sultne. Her kan gæsterne besøge vores café, hvor de både kan få sulten og tørsten stillet. Der er brug for dig, der sammen med de dine kollegaer kan give den gas og tilberede maden og effektivt og med højt humør kan tage imod gæsternes bestillinger. Vi har en række forskellige menuer, som gæsterne kan vælge imellem. Vi serverer bl.a. pizzafoldies og forskellige drikkevarer. Vi har også et stort udvalg af is, og rigtig mange gæster, store som små, ønsker en lækker is, når de besøger WOW PARK. I samme område sælger vi også spændende merchandise til parkens gæster. Her består dine opgaver bl.a. i at fylde varer på hylderne, så varerne altid ser indbydende ud. Hvis du er god til at betjene gæsterne og vejlede både børn og voksne ifm. deres køb, samtidig med at du er effektiv, så vil det lige være noget for dig.
Det er en fordel, hvis du kender til rengøring, da hygiejne i et køkken er super vigtigt.
Hvis du har vagter ude i parken, er der mange forskellige arbejdsopgaver. Du skal bl.a. sikkerhedstjekke alle aktiviteter, løse forskellige praktiske opgaver, f.eks. rengøring af toiletter og sikre dig, at alle vores gæster får en fantastisk dag i skoven. Vi går meget op i gæsteservice og møder derfor altid gæsterne med et smil på læben. Når du har vagter i parken, har du rig mulighed for at lege med børnene. De synes, det er helt fantastisk, når en WOW PARK-medarbejder leger sammen med dem.
Mød Karoline, som er 20 år og har været sæsonarbejder i WOW PARK Skjern i 2022. Karoline er vant til at lave meget forskelligt i WOW PARK. Både tjek af parken om morgenen, billetsalg, fodring af geder og toiletrengøring. ‘”Jeg laver og sælger også mad og is og går rundt i parken og taler og leger med gæsterne. Der kan også være små reparationsopgaver og havearbejde”.
Når Karoline bliver spurgt, hvad det sjoveste er ved jobbet i WOW PARK siger hun: ”Det sjoveste er, når der er mega travlt i højsæsonen, og alting bare skal køre på skinner, og man er afhængig af hinanden som kolleger for at få det hele til at lykkes. Det er også fedt, når der kommer et eller andet uventet problem, som skal løses. Så får man lov til at være kreativ :)”.
Karoline har i øjeblikket et sabbatår. Grunden til at hun søgte job i parken var, fordi hun gerne vil være udenfor. ”Det er et aktivt job, hvor man godt kan være træt i kroppen, når man kommer hjem. Til gengæld er man frisk i hovedet, når man har fri, hvilket er fedt i et sabbatår efter mange års skolegang”, siger Karoline.
”Det er fantastisk at arbejde et sted, hvor alle gæsterne er glade og har det sjovt. Man kan næsten altid høre nogen, der griner”, slutter Karoline.
Har dette fanget din interesse, så send os din ansøgning på [email protected] markeret ”Sæsonmedarbejder Skjern” i emnefeltet. Mailen skal indeholde dit navn, din adresse, din alder og dit telefonnummer.
Derfor vil vi opfordre til, at du laver ansøgningen som en video. I videoen skal du fortælle ganske kort om dig selv (hvad du laver i din hverdag, hvor du bor, og hvor gammel du er). Det er også vigtigt, at du fortæller os, hvorfor du gerne vil være sæsonmedarbejder i WOW PARK Skjern, og hvad du kan bidrage med i parken. Videoen må max. vare 3 minutter.
Har du ikke lyst til at lave en video, så er du velkommen til at svare på det samme på skrift. Her må det max. fylde en A4-side.
Har du spørgsmål, er du mere end velkommen til at kontakte HR-ansvarlig, Karina Hansen på [email protected]
Vi glæder os til at modtage din ansøgning!
Hvis du er interesseret i et job i WOW PARK Billund, kan du se mere her.
Velkommen i WOW PARK Skjern – en lege- og forlystelsespark i skovens vilde natur. I skoven er der seje udfordringer, sjove oplevelser og hygge for hele familien. Her kan man boltre sig sammen hele dagen – i trækronerne, i skovbunden og under jorden i sikre og smukke rammer. WOW PARK Skjern åbnede første gang i 2013.
Her er masser af plads, frisk luft, højt til himlen og fuglefløjt.