WOW-Park historien

WOW-Park – En historie, der starter helt ude i skoven…

Skoven. Findes der et bedre sted for familier, leg og fysisk aktivitet? Det mener vi ikke, og WOW-Park står som et levende bevis.

WOW-Park er den stolte virkeliggørelse af mere end 2 ½ års tanker om at skabe en fantastisk legepark til vores egne børn såvel som familie og venners børn. Vi brænder nemlig for at skabe gode legeoplevelser for alle legebørn i alderen 2 – 102 år! Og hvilken bedre kulisse findes der til at skabe en naturlegepark end skoven?

WOW-Park er rigtigt nok helt ude i skoven, men det er de tanker, der har gjort forlystelsesparken til virkelighed, bestemt ikke.

Skoven har altid stået som en levende og inspirerende scene, der indbyder til leg og samvær for hele familien. Af samme årsag var det bogstavelig talt et naturligt sted at slå rødder – og det perfekte sted at ”rejse det træ”, som er udgjort af tanker om familieværdier, fysisk aktivitet, leg, læring og en sund legeplads for både børn og voksne i alle aldre.

Her har vi erfaret, at leg – og ikke mindst udfordringer – i naturen formår at frigøre potentialer for enkeltpersoner samt skabe sjov, sammenhold og holdånd for grupper.

Leg og fællesskab er trækronen på værket

”Hvorfor er vi så motiverede for at få rejst det træ, som vi har fået øje på?”. Sådan har vi spurgt os selv mange gange – både i dagtimerne og sent om natten, når tankerne har vandret.

Svaret er ikke entydigt, for vores drømme, motivation og iværksætterlyst er drevet af legens spontane væsen, fysisk aktivitet, af at opleve og udforske naturen og overvinde grænser som individ såvel som gruppe – på familieudflugt eller som teambuilding.

Samtidig har vi ønsket at skabe en anderledes forlystelsespark i Jylland, der udgør et aktiv for lokalområdet, kommune og region, som er bygget på gode og sunde værdier.

Historien om Løvstrupgaard

Løvstrupgaard har også tidligere været fyldt med børn. Gården har fungeret som børnehjem fra 1899 – 1973. Fra begyndelsen var der 20 børn på hjemmet, typisk søskendeflokke. Børnene var fattige og forældreløse, og de fleste kom fra Københavns-området. De gik i skole på hjemmet i hovedbygningen, hvor de i mange år kun havde ét klasseværelse, som de måtte deles om ved at blive delt op i 2 hold, som gik i skole på forskellige tidspunkter på dagen. Efter 2. verdenskrig fik man dog bygget en skole til 2 klasser med gymnastiksal, vaskeri og lærerbolig. Børnene hjalp også til med de daglige pligter.

Sammen med oprettelsen af børnehjemmet, blev der anlagt en stor have og plantet en masse træer. Det er der, WOW-Park ligger i dag. I parken finder man også en mindesten, som blev rejst i 1949 til minde om børnehjemmets første forstanderpar. Med denne historie synes vi, at det er helt fantastisk, at der bliver ved med at komme børn her på Løvstrupgaard.

Løvstrupgaard ejes stadig af samme fond, som dengang da gården fungerede som børnehjem. Fondens navn er ”Stiftelsen Løvstrupgaard”. Den gamle gård omfatter henholdsvis 50 hektar skov og 100 hektar landbrugsjord.

Hvordan får man børn og voksne til at lege i skoven igen?

”Svaret på det spørgsmål har vi (brødrene Jacob og Aage Hindhede) kendt siden 2013. Her åbnede vi nemlig WOW-Park her på Løvstrupgaard, hvor børn i alle aldre har været på opdagelsesrejse og fundet tilbage til magien ved at lege. Med en WOW-Park er fantasien hjulpet lidt på vej, for her er der bygget hytter i trækronerne, og man kan gå fra træ til træ i høje netbroer. Når man rutsjer ned i skovbunden igen, kan man gå på opdagelse efter næste udfordring. Børn fanges lynhurtigt af magien, og det varer heller ikke længe, før forældrene kommer i kontakt med deres indre legebarn. I en WOW-Park er der garanti for røde kinder og store grin. Man går både på opdagelse i skoven og i sig selv. For hvad tør man egentlig? Er man klar til at løbe rundt i det store net, der er spændt ud mellem trætoppene, og kan man huske suset i maven fra gyngeturen?

Vi glæder os til at få aktiveret endnu flere legebørn. Vi har set utallige forvandlinger af folk, der troede, de var for gamle til at lege, som pludselig er dem, der griner allerhøjest. Med en WOW-Park har vi skabt et univers, hvor man leger og lærer i skoven. Hvor man får pulsen op og får sat gang i fantasien. Vi var børn hjemme på gården i Højmark i Vestjylland, hvor vi kravlede rundt i og slyngede os i træerne og fik brugt en masse god energi. Man føler sig brugt på den gode måde og bliver dejlig træt efter sådan en omgang. Nøjagtig som alle legebørn også bliver det efter en tur i WOW-Park”.  Det var disse legeminder, som vi stadig husker, som inspirerede os til at starte WOW-Park. Vi elsker ganske enkelt, når børn leger og udfolder sig fysisk i naturen – og gerne sammen med de voksne, det er nemlig sundt at lege sammen! Vi har skabt en legepark ved at tage udgangspunkt i, hvad vi selv syntes var sjovt, da vi var børn, og hvilke aktiviteter vores egne børn siger WOW til!

Sammen i naturen, sammen om oplevelser

Med naturen som afsæt, inviterer vi både familier, skoler og virksomheder inden for til timevis af kernesund underholdning med den gode leg som udgangspunkt. Fysisk leg, fantasi leg eller konstruktionsleg – uanset hvordan vi forsøger at kategorisere legen handler det i bund og grund om det samme: Vi er sammen, vi får gode oplevelser og vi får brugt kroppen. Alt sammen under åben himmel – helt ude i skoven.

Hør mere om vore tanker og holdninger til legeparken i vores nyhedsmail. Tilmeld dig her og lær også en helt speciel historie at kende. En historie, som fortjener at blive kendt af mange flere.

Bliv en del af WOW-Park historien her

Vi må i sandhed sige WOW!!!

I WOW-Park Løvstrupgård skabes der et miljø med langt til loftet og højt til himlen. Her er der mulighed for at magi og motion kan smelte sammen, i en verden hvor fantasien skaber stjernestunder for både børn og voksne.

Mehli N. Nielsen og Jette Kisum

Vi glæder os til at se dig! 

Velkommen i den eventyrlige skov. Et sted med masser af leg og læring for alle aldre.

Med venlig hilsen

Jacob Hindhede & Aage Hindhede

PS: Du kan støtte os meget ved LIKE & DELE, osv. … Med dem du kender, og dem du ikke kender 🙂

Ved at fortsætte med at bruge webstedet accepterer du brugen af ​​cookies. mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close