I GIGANTEN kan de modigste af jer tage LYNET – parkens nye 20 m. fritfalds-rutsjebane eller en af de andre seje rutsjebaner. Hele familien kan opleve den vilde udsigt fra tårnets top i 25 meters højde.
Har du nogensinde leget helt oppe i trækronerne? Rutsjet ned i fuld fart? Løbet fra træ til træ i sjove hængebroer? Prøv det i WOW PARK, som er fyldt med leg og spænding i højden! Prøv også vores 40 meter lange kælkebakke oppe fra tårnet – du kan sagtens kælke, selvom det er sommer.
Hop løs blandt kæmpebolde i et af de store net på op til 300 m2 højt oppe i træerne, giv den gas i en af de mange svævebaner – og tag en slynge-battle med mor eller far i Kæmpeslyngerne!
I WOW PARKs underjordiske univers kan du kravle på eventyr og finde de små legehuler i de mange snoede gange. I labyrinterne oven over udfordres hele familien til at finde vej gennem pileskoven og Kæmpelabyrinten.
Man bliver aldrig for gammel til at lege med vand! I Vandets Verden kan I lege med små skibe i de mange minifloder, lære hvordan slusen fungerer, lave dæmninger, få vandet til at skifte retning og hejse spandene højt op.
Byg løs og skab finurlige figurer sammen! Fold kreativiteten ud i WOW PARKs krea-værksted med værktøj, træ, maling og sjove materialer.
Jan Hansen
Vind kampen med mor og far i en af WOW PARKS mange battle-fields. I kan spille fodboldpool, gå på line og spille gamle vikingespil.
Læg vejen forbi de søde klappegeder og hils på gamle Villy, frække Frida og lille Mads. Gederne er tamme, og de er vilde med at få lidt græs serveret fra din hånd! Eller slå jer ned på et tæppe i græsset ved vores legeområde, hvor de mindste kan lege i finurlige legehuse og sjove kravlebaner – trygt og sikkert.
Hyg jer omkring bålet med snobrød, popcorn og lav jeres egne lækre s’mores. Både snobrødsdej, popcorn du selv skal poppe, kiks og skumfiduser kan købes i parken.
Til brugte ben, teenagere og kaffetyper har vi selvfølgelig lavet et dejligt hænge-ud-område. Her er fantasifulde hængekøjer, hyggelige bålsteder og terasser, hvor I kan slå jer ned med tiltrængt kaffe og velfortjent is. I Hængekøjelunden og ved bålstederne kan I hygge jer med popcorn, skumfiduser og snobrød.
Når sulten – eller lækkersulten – melder sig, kan I besøge det finurlige og børnevenlige spisested Madladen, hvor den kæmpestore sommerfugl, dreje-rundt-træet, og andre overraskelser venter. I kan også lave en hyggelig picnic i skoven blandt alle aktiviteterne eller grille ved Skovhuset.